Ny afdeling i Ringkøbing

HVSA ny faciliteter

05 mar Ny afdeling i Ringkøbing

Hvide Sande Shipyard, Steel & Service har indgået aftale med kurator på konkursboet efter Solid Production, om at købe bygningerne og grunden på Frejasvej 4 i Ringkøbing.

Der er godt 4.600 m2 fine produktions-, lager- og kontorfaciliteter beliggende på en ca. 12.000 m2 grund.

Det er en pludselig opstået mulighed, og vi har valgt at stoppe byggeriet af en ny stor hal, der er projekteret og kontraheret til opførsel i Mamrelund i Hvide Sande, som skulle stå færdig i august.

Det er i første omgang samleproduktion af davit kraner til offshore vindmøller, der skal foregå i produktionen. Herudover etableres et smedeteam, der skal servicere nogle af selskabets kunder i Ringkøbing området.

Søsterselskabet Seasight Davits der udvikler, sælger og servicerer de davit kraner der bygges af Hvide Sande Shipyard, Steel & Service, vil også flytte med til Ringkøbing. Der forventes aktiviteter med godt 20 mand, når vi kommer op at køre i løbet af maj måned.

Det er primært medarbejdere, der allerede er ansat i Hvide Sande, der skal starte op i Ringkøbing. En stor del af dem kommer i forvejen fra Ringkøbing området eller kører i forvejen efter jobbet, men der skal suppleres med lidt folk i både Ringkøbing og Hvide Sande. Selskabets HR-chef, Ellen Rasmussen kan kontaktes for eventuel interesse i jobs, lige som ledige stillinger findes på selskabets hjemmeside: https://hvsa.dk/career/vacant-jobs/

Det er en rigtig spændende vækstmulighed, som vi står med, og vi er rigtig glade for, at vi har kunne lykkedes med handlen. Nu har vi så en lang række opgaver, som skal løses, for at få en tredje lokation op at køre med ledelse, samarbejde, bemanding, logistik, HSE, kvalitet og meget meget mere.

Det er afdelingen Hvide Sande Steel, der kommer til at fylde de nyindkøbte faciliteter. Her arbejdes der for kunder i vindindustrien og off-shoreindustrien.

Visionen er at blive vindindustriens foretrukne ingeniørhus med egen produktion. Hvide Sande Steel udvikler, designer og producerer transport- og løfteudstyr samt værktøjer og fabriksudstyr til vindindustrien såvel on-shore som offshore og leverer produkter til hele verden. Herudover produceres platformskraner til offshore vindindustrien, som udvikles og sælges via søsterselskabet Seasight Davits.

Særligt udviklingsafdelingen er i vækst, da der opleves stigende efterspørgsel på udvikling af komplette løsninger, hvor de udviklede produkter efterfølgende kan produceres og leveres.

Vi er lykkedes med at vækste ud af vores rammer på adressen Mamrelund 9 i Hvide Sande, hvorfor det har været nødvendigt at bygge eller, som det nu er endt med, at købe faciliteter på en ny destination. Udover ovennævnte afdeling drives der skibsværft på adressen Beddingsvej 2 i Hvide Sande, hvor der arbejdes med traditionelle reparations- og nybygningsaktiviteter af skibe.

Samlet set beskæftiger virksomheden knap 140 ansatte, hvor af 21 er lærlinge.

 

Carl Erik Kristensen

Direktør

+45 2460 1073

CEK@HVSA.dk



CUSTOMIZED ADVANCED CONSTRUCTIONS AND EXCELLENT SERVICE

SHIPYARDSTEELSERVICE